Stegt flæsk a la Tai
I 2014 blev stegt flæsk med persillesovs kåret til Danmarks nationalret, og jeg indrømmer gerne, at det smager skønt – især med nye kartofler. I mit køkken har retten imidlertid fået en seriøs konkurrent, som min thailanske svigerdatter har introduceret: Knasende sprødt og velsmagende stegt flæsk a la Tai.
Den serveres som en del af et thailandsk måltid med f. eks. ris, en curry-ret og en omelet.
Opskrift
Til stegt flæsk a la Tai skal du bruge:
- 500 g flæsk i skiver. Ikke for magert – faktisk er flæsket på billedet herunder lige det magreste.
- ½ dl østerssovs
- 1 tsk bouillonpulver – kan udelades
- 2 spsk lyse sesamfrø
- 2 spsk majsstivelse
- 3-4 dl rapsolie til stegning
Skær sværen af flæsket og bland det godt med østerssovs, bouillonpulver og sesamfrø. Læg film over og lad det marinere i køleskabet minimum 4 timer men gerne længere.
Tag det marinerede flæsk ud af køleskabet og vend det godt i majsstivelse.
Steg nu flæsket i rigeligt olie i en dyb pande og vend det undervejs. Tag det op og læg det på fedtsugende papir.
Skær eller klip nu det stegte flæsk i mundrette stykker. Det gælder helt generelt i det thailandske køkken, at alt skal skæres og snittes, så det kan spises med gaffel og ske men uden kniv.
Og så er der serveret knasende sprødt stegt flæsk – her sammen med ris og en panang-curry.
Som du kan se, er det ikke grøntsagerne, der fylder i denne servering, men det er let at rette op på ved f. eks. at tilføje grøntsager til panang-curryen eller f. eks. lyn-stegte grøntsager i østersovs.
God appetit.
Hvis du har mod på mere thailandsk mad, er denne opskrift måske noget for dig: http://fruchristensen.dk/morgenmad-a-la-tai/
Du er meget velkommen til at skrive en kommentar.