Projekt køkkenhave 2026

Nej – jeg har ikke skrevet forkert årstal. Jeg skal nemlig bruge de erfaringer, som jeg kommer til at høste i år til at etablere en større køkkenhave til næste år. Jeg har af flere omgange forsøgt mig med køkkenhave men uden den store succes, så nu har jeg besluttet mig at gå all ind, og i år skal være mit “køkkenhavefjumreår” med plads til fejltagelser 🙂 Jeg vil her gerne invitere dig til at følge med i fejltagelser og forhåbentligt også successer.
Anlæggelse
Jeg har anlagt tre højbede i slutningen af april og begyndelsen af maj. De er bygget af pallerammer. Det er en relativt billig og hurtig måde at anlægge højbede på, og så må jeg jo se, hvor længe de holder. De er alle fyldt med en blanding af kompost og den jord, som jeg har gravet af, der hvor bedene ligger. Komposten er fra min egen kompostbunke, så på den måde har det været ganske gratis.
2 bede á 80 x 120 cm i to pallers højde. De er forede, da de ligger lige op af mit hindbærbed, og hindbærerne laver ivrigt udløbere.

Et bed á 120 x 280 cm i tre rammers højde. Det bed er ikke foret.

Pallerammer kan sagtens stables ovenpå hinanden, som jeg har gjort med de to små bede. Men hvis man som jeg vil bruge dem til et større bed, så skal de forskellige etager af paller skrues sammen med beslag.
Afgrøder
I det ene af de to små bede, er der sået en række rucola 17-04-2025 og bladbeder 21-04-25. Derudover er der knudekål, også kaldet kålrabi, der blev sået inde 17-04-2025 og plantet ud 28-04-2025.
Som du kan se herunder, er bladbederne sået for tæt, så de skal tyndes ud. Derudover er ikke alle bladbeder spiret, så jeg har eftersået lidt i dag. Jeg er meget spændt på, om jeg har plantet knudekålene i den rigtige højde – time will show.


I det andet lille bed har jeg sået radisser i en række og bredsået spinat 17-04-2025. Radisserne er spiret fint, men spinaten er ikke spiret som håbet. Men det gør nu ikke så meget, for det skal bare være forafgrøder til majs, bønner og squash.

Jeg bor tæt på skov, så der har jævnligt været rådyr-besøg, og de smukke dyr har tidligere raseret f.eks. jordbærbede mm, så nu forsøger jeg med net over i hvert fald i de to små bede.
I det store bed, som du kan se billede af i starten af dette indlæg har jeg lagt fire rækker forspirede kartofler. De blev forspiret fra 14-03-20025 og lagt i jorden 27-04-20025. Der er to rækker Ballerina og to rækker Aspargeskartofler. Jeg har bare forspiret alt for mange kartofler, fordi jeg blev så begejstret.
Jeg har også forspiret hestebønner 15-04-2025 og plantet dem ud i mellemrækkerne af kartofler 17-05-2025. Jeg er ret sikker på, at jeg nok har plantet det hele lidt for tæt i min iver efter at øge udbyttet, for der er jo grænser for den optimale rækkeafstand.
01-05-2025 såede jeg et gulerodsmix, og de er bare spiret så fint. Også her har jeg vist fået sået lidt for tæt, og der har jeg læst, at man skal være forsigtig i forhold til udtynding pga risikoen for angreb af gulerodsflue. Så jeg venter lige lidt med udtyndingen, og så har jeg rigeligt med græsafklip i baghånden til at afdække med, så gulerodsfluerne ikke så let finder vej til mine gulerødder.

Stay tuned hvis du vil følge med i mine fejltagelser og fornøjelser 🙂
Du er meget velkommen til at skrive en kommentar.