Hæklet kurv i tubegarn
Det er finurligt, hvor mange forskelige garner der er at vælge imellem i dag, og en af de typer, som jeg ikke har prøvet at arbejde med før, er tubegarn. Efter at have forestillet mig alle mulige større projekter som f. eks. en hæklet måtte til gulvet foran døren til haven, store kurve til børnebørnenes legetøj mm blev mit første projekt noget mere ydmygt: En lille hæklet kurv i tubegarn til mit badeværelse 😉
Tubegarnet er egentligt let nok at hækle med men krævede lige lidt tilvending for mig. Hvor jeg plejer at hækle med tyndere garner og bruge “underhåndsgreb”, dvs hvor hæklenålen hviler ovenpå vinklen mellem tommel- og pegefinger, så skiftede jeg her til “overhåndsgreb”, dvs hvor hæklenålen ligger inde i hånden.
Kurven her er helt simpel og hæklet udelukkende i fastmasker. Jeg er startet med en magisk ring som udgangspunkt for en kvadratisk bund med udtagninger på hver omgang, og derefter har jeg hæklet rundt uden udtagninger til den ønskede højde. Den første runde uden udtagninger er kun hæklet i den bagerste lænke i maskerne fra den foregående runde. Det giver en fin overgang mellem bunden og kurvens sider.
Jeg har ikke hæklet efter en opskrift men bare prøvet mig frem. Hvis du har lyst til at arbejde med tubegarn, ligger der masser af opskrifter på nettet, f. eks. hos Hobbii.
Der er mange tykkelser og kvaliteter i tubegarn. Her har jeg valgt at bruge Ribbon fra Mayflower, der er en blanding af 60 % bomuld, 20 % polyamid og 20 % viskose. Jeg har brugt et nøgle a 250 g og hæklenål nr 8.
Denne kurv måler ca 17 cm x 17 cm i bunden og højden er 15 cm før ombuk.
Du er meget velkommen til at skrive en kommentar.