Strikket vest til baby

Strikket vest til baby – her på Lisa

Det er sjovt at se, hvordan strik især i uld til de små hitter lige nu, hvad enten det er gamacher, sweatre, blebukser, bloomers eller veste. Og endnu sjovere er det at strikke. Derfor har jeg kastet mig ud i at lave en grundopskrift på en strikket vest til baby i størrelse tre måneder. Den kommer også i størrelse 1 år senere.

I grundopskriften (den lilla vest) er jeg startet med et stykke i glatstrikning, inden jeg er gået over til rib (2 vr, 2 r), men samme opskrift kan strikkes i rib hele vejen, udelukkende i glatstrikning eller noget helt andet – kun din fantasi sætter grænserne.

Herunder kan du se samme opskrift, men strikket i rib og i Cool Wool Fine fra Lana Grossa. Cool Wool Fine har længere løbelængde (ca 300 m/50 g) end Cool Wool Baby (ca 220 m/50 g), og min strikkefasthed på pind 3 er 30 masker glatstrik = 10 cm.

Opskrift lilla vest

Jeg har strikket af knap 2 nøgler Cool Wool Baby fra Lana Grossa på pind 3, strikkefasthed 32 masker glatstrik = 10 cm.

Forkortelser

  • m = masker
  • r = retmasker
  • vr = vrangmasker
  • p = pinde

Slå 164 m op på en kort rundpind og strik kroppen af vesten rundt.

Strik 1½ cm r, derefter 1 omgang vr, der skal bruges som ombukningskant. Strik 13 cm r.

Strik 5 cm rib: Sæt en maskemarkør ved omgangens begyndelse og begynd med 1 vr, 2 ret, *2 vr, 2 r* gentag fra * til * omgangen rundt, og slut af med 1 vr.

Nu skal der gøres klar til ærmegab, og du fortsætter med at strikke rundt således:

*1. omgang: 5 r, 66 m r over r og vr over vr (rygstykke), 18 r, 62 m r over r og vr over vr (forstykke), 13 r.

2. omgang: 5 vr, 66 m r over r og vr over vr (rygstykke), 18 vr, 62 m r over r og vr over vr (forstykke), 13 vr.*

Gentag fra * til * yderligere 3 gange, dvs i alt 8 omgange.

På næste omgang lukkes der af til ærmegab:

5 r, 66 r over r og vr over vr (rygstykke), 5 r, luk 8 m af, 5 r, 62 r over r og vr over vr (forstykke), 5 r, luk 8 m af, 4 r. Bryd garnet.

Herfra strikkes resten af vesten frem og tilbage, OG hver række begynder med, at 1. m tages løs af efterfulgt af 4 r, og den sluttes af med 4 r, 1 vr. På den måde får du en fin og regelmæssig kant.

Sæt rygstykkets i alt 76 m på en hjælpepind eller maskeholder. En maskeholder er bare sikkerhedsnål, som ikke er spids, og de fås i flere størrelser.

Du starter med forstykket, hvor 1. pind strikkes fra vrangsiden, og der strikkes 4 cm frem og tilbage således:

1. m tages løs af efterfulgt af 4 r, dernæst strikkes der 62 m r over r og vr over vr og sluttes af med 4 r, 1 vr.

Begyndende fra retsiden skal der nu gøres klar til halsudskæring.

Strik 8 pinde: 1 m løst af, 4 r, 10 m r over r og vr over vr, 42 r,
10 m r over r og vr over vr, 4 r, 1 vr.

Fra retsiden lukkes der af til halsudskæring:

1 m løst af, 4 m r, 10 m r over r og vr over vr, 4 r, 1 vr, luk 32 m af, 4 r, 10 m r over r og vr over vr, 4 r, 1 vr .

Nu skal de to forreste skulderstykker strikkes frem og tilbage hver for sig.

1. skulder på forstykket:

1. pind strikkes fra vrangsiden:

*1 m løst af, 4 r, 10 m r over r og vr over vr, 4 r, 1 vr*

Gentag fra * til * til ærmegabet måler 8 cm.

Begyndende fra retsiden strikkes nu 4 p r (stadig med 1. m løst af og sidste m vr). Luk alle m af på 5. p og bryd garnet.

2. skulder på forstykket:

1. pind strikkes fra vrangsiden:

*1 m løst af, 4 r, 10 m r over r og vr over vr, 4 r, 1 vr*

Gentag fra * til * til ærmegabet måler 8 cm.

Begyndende fra retsiden strikkes nu 4 p r (stadig med 1. m løst af og sidste m vr).

På 5. p, dvs fra retsiden, lukkes af til 2 knaphuller: 1 m løst af, 3 r, luk 2 m, 7 r, luk 2 m, 2 r, 1 vr.

6. p strikkes: 1 m løst af, 3 r, slå 2 m op, 8 r, slå 2 m, 3 r, 1 vr.

Strik 2 p r og luk alle m af på næste p. Bryd garnet.

Nu er du kommet til rygstykket, hvor 1. pind strikkes fra vrangsiden, og der strikkes 6 cm frem og tilbage således:

1. m tages løs af efterfulgt af 4 r, dernæst strikkes der 66 r over r og vr over vr og sluttes af med 4 r, 1 vr.

Begyndende fra retsiden skal der nu gøres klar til halsudskæring.

Strik 8 pinde: 1 m løst af, 4 r, 10 m r over r og vr over vr, 46 r,
10 m r over r og vr over vr, 4 r, 1 vr.

Fra retsiden lukkes der af til halsudskæring:

1 m løst af, 4 m r, 10 m r over r og vr over vr, 4 r, 1 vr, luk 36 m af, 4 r, 10 m r over r og vr over vr, 4 r, 1 vr .

1. skulder på rygstykket:

1. pind strikkes fra vrangsiden:

*1 m løst af, 4 r, 10 m r over r og vr over vr, 4 r, 1 vr*

Gentag fra * til * til ærmegabet måler 8 cm.

Begyndende fra retsiden strikkes nu 8 p r (stadig med 1. m løst af og sidste m vr). Luk alle m af på 9. p og bryd garnet.

2. skulder på rygstykket

1. pind strikkes fra vrangsiden:

*1 m løst af, 4 r, 10 m r over r og vr over vr, 4 r, 1 vr*

Gentag fra * til * til ærmegabet måler 8 cm.

Begyndende fra retsiden strikkes nu 4 p r (stadig med 1. m løst af og sidste m vr). Luk alle m af på 5. p og bryd garnet.

Montering:

Læg kanten op: Den strikkede omgang vrang skal være underkanten.

Hæft enderne og sy knapper i svarende til knaphullerne på den ene skulder.

Måske har du også lyst til at læse med her

Du er meget velkommen til at skrive en kommentar.

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *