Rumtopf – sommerbær til vinterdesserter

Rumtopf

Rumtopf

Jeg sidder her i næsten 30 graders varme og glæder mig, til det bliver vinter. Ikke fordi jeg har det alt for varmt, men fordi jeg så skal spise rumtopf til pandekager, til is, som tilbehør til en god chokoladekage, til ris a la mande og meget mere. Når alle bærene er spist, filtrerer jeg saften og bruger den som likør, og hvis man ligesom jeg er en sukkergris, så er det altså bare mums.

Rumtopf består i al sin enkelhed af en skøn blanding af bær konserveret med sukker og rom uden kogning. Du kan bruge jordbær, ribs, solbær, stikkelsbær, brombær, kirsebær mm til din rumtopf afhængigt af, hvilke bær du kan lide og har til rådighed. Du behøver ikke at have alle bær fra starten, men kan netop tilføje flere bær og mere rom efterhånden, som de modner i haven.

Opskrift på Rumtopf:

Ideen er, at du blander 2 dele frugt med 1-1½ del sukker. Lad det stå køligt i 1 times tid eller 2 og rør forsigtigt i blandingen et par gange til sukkeret er opløst eller næsten opløst. Så hælder du blandingen på et stort skoldet glas og hælder rom over, så det dækker. Brug en lille tallerken, et glas eller noget andet rent, der passer i størrelsen til at tynge bærrene lidt ned, så de ikke flyder ovenpå. Så stiller du glasset på køl og rører forsigtigt i det en gang om dagen, indtil sukkeret er helt opløst.

Du tilføjer gradvist flere bær oprørt med sukker, som jeg har beskrevet det ovenfor. Hver gang du tilføjer flere bær og mere sukker, skal der også en god sjat rom ved, så bærrene hele tiden er godt dækkede. Rumtopfen er i princippet færdig, når bærene er godt gennemtrukne med sukker og rom, og så er det op til dig selv, om du kan vente med at tage hul på den, før det er blevet vinter.

Til en portion på to glas af 1½ liter hver har jeg i alt brugt følgende:

  • 1½ flaske rom, dvs 1,125 l
  • 440 g jordbær (renset vægt) rørt med 310 g sukker
  • 280 g ribs uden ribber rørt med 140 g sukker
  • 330 g solbær rørt med 165 g sukker
  • 340 g røde og grønne stikkelsbær rørt med 170 g sukker

Jeg startede med jordbærene:

Jordbær og sukker kar til at blive lagt i krukke med rom

Jordbær og sukker klar til at blive lagt i krukke med rom

Dernæst var det ribsenes tur:

Ribs klar til at blive rørt med sukker

Ribs klar til at blive rørt med sukker

 

 

 

Ribs rørt med sukker

Ribs rørt med sukker

 

 

 

 

 

Endelig kom stikkelsbær og sidenhen solbær:

Stikkelsbær til Rumtopf

Stikkelsbær til Rumtopf

 

 

 

 

 

Der er ikke hindbær i min Rumtopf, selvom det egentligt er mit yndlingsbær, for mine hindbærbuske har ikke givet godt i år. Der er heller ikke brombær, men det er fordi, der ikke var plads til dem i krukkerne, da de endeligt blev modne. Måske skulle jeg bare lave en portion romsyltede brombær?

PS

Rumtopf er absolut ikke en spise for børn – men det siger forhåbentligt sig selv 🙂

 

Du kan følge min blog med Bloglovin

Måske har du også lyst til at læse med her

Du er meget velkommen til at skrive en kommentar.

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *