Strikkede futter og barnesweater i uld

Jens med sweater og strikkede futter
Det er bare fedt at være farmor, men den kolde tid nærmer sig, og jeg vil på ingen måde indrømme det. Alligevel jeg må jo nok medgive, at der er forskel på, hvordan man holder varmen (eller ligefrem producerer den) som midaldrende og som barn. Og selvom jeg nærmest konstant er lettere overophedet, så er det samme ikke tilfældet for mit helt vidunderlige lille barnebarn. Derfor har jeg lavet denne sweater og disse strikkede futter til ham.
Sweateren med raglanærmer er strikket oppefra og ned. For at gøre kraven lavere foran end bagpå har jeg benyttet mig af vendestrik, – og det tog mig lige lidt tid at finde ud af den del af opskriften. Opskriften er fra Knitting for Olive og hedder Olive’s Classic Rib. Den er strikket på pinde 4 i Merino, Extra Fine fra DROPS.
Sweateren er strikket i størrelse 12-18 måneder, men den passer altså fint Jens på 4 ½ måneder.
Opskriften på futterne har jeg selv lavet. Så den får du herunder.
Efter opskriften på futterne kan du se nogen af de lidt mindre heldige billeder, som blev taget af Jens for at lave illustrationer til dette indlæg 😉

Uldne, strikkede futter
Opskrift på uldne strikkede futter
Forkortelser:
- m: maske(r)
- omg: omgang(e)
- r: ret
- vr: vrang
Garn: Extra Fine fra DROPS
Strømpepinde nr 4
Længde på fod: 13 cm, højde fra underside af hæl til øverst på skaftet før ombuk: 17 cm
Først strikkes skaftet:
Slå 48 m op fordelt med 12 m på hver strømpepind
Strik 35 omg rib svarende til ca 13 cm rib: 2 r, 2 vr
På næste omg strikkes huller: *2 r, slå om, 2 vr sammen* gentages omgangen rundt, dvs i alt 12 gange
Strik derefter 4 omg rib: 2 r, 2 vr
Nu skal oversiden af foden strikkes:
Strik 23 m rib.
Vend arbejdet og strik nu frem og tilbage over 20 m. Fortsæt med rib, dvs r over r og vr over vr, men hver pind starter med at 1. m tages løs af og sidste m strikkes vr.
Strik 22 rækker og klip garnet over men uden at lukke m af. De sidder altså stadig på pinden.
Så er det resten af fodens tur til at blive strikket:
Find nu midt bag på skaftet og strik 14 m r over r og vr over vr. Saml 12 m op på siden af foden. Strik ret de 20 m for enden af oversiden af foden. Saml 12 m op på den anden side af foden. Strik 14 m r over r og vr over vr. Du har nu i alt 72 m på pindene.
Strik 6 omgange r over r og vr over vr, dvs at du fortsætter med rib i hæl-enden af futten og strikker ret på siderne og i tå-enden af futten.
Nu skal der tages ind samtidig med, at der hele tiden strikkes r over r og vr over vr:
Strik 26 m, 2 r sammen, 16 m, 2 drejede r sammen, 26 m. Dernæst 1 omgang uden indtagninger .
Strik 25 m, 2 r sammen, 16 m, 2 drejede r sammen, 25 m. Dernæst 1 omgang uden indtagninger .
Strik 24 m, 2 r sammen, 16 m, 2 drejede r sammen, 24 m. Dernæst 1 omgang uden indtagninger .
På sidste omgang tages der både ind og lukkes af:
Strik 27 m samtidig med at der lukkes af. Dernæst tages der ind 3 gange, samtidig med at der lukkes af. Strik 1 m, tag ind tre gange og strik omgangen færdig, samtidig med at der lukkes af.
Når alle masker er lukket af, sys de to sider af foden sammen i bunden fra hælen mod tåen. Der sys i yderste led af de aflukkede masker.
Så mangler der bare et bånd. Her har jeg valgte et snoet bånd af samme garn, som futterne er strikket af, men hvis du vil have det lidt mere tutte-nuttet, kan du jo sætte et silkebånd i 🙂

Skaftet

Oversiden af foden

Opsamlede masker

Futterne sys sammen

Fedt når man kan nå sine fødder

Hm – det er forhåbentligt vinklen og ikke proportionerne, der er noget galt med.
Hold nu OP hvor er han fin med trøje og futter Lene <3
Tak – han er bare den dejligste lille gut <3