Bolig, mad, design – eller olivenolie, træarbejder, chokolade, sherry, lakrids, parmesan, nødder og bolcher

Drops by Samira

Drops by Samira

Altså – jeg så en reklame for messen BOLIG MAD DESIGN, som løber af stablen i Forum i denne weekend (19-21 oktober 2018), og da jeg godt kunne bruge lidt inspiration, så var det nærliggende at tage et smut forbi. Egentligt har jeg meget blandede oplevelser med messer, så jeg både glædede mig og var lidt forbeholden på samme tid.

Nu sidder jeg til gengæld bare og fryder mig i min sofa over dagens oplevelser – men især over mine indkøb. Og nej – mine indkøb er ikke sponsorerede, de er helt og aldeles baseret på min fornøjelse. Som du kan se af dette opslags længde, så har det været en aldeles fornøjelig messe, hvor jeg i øvrigt kunne glæde mig over, at have min hr Mand med. Han er bare SÅ god til at være med til at smage, og han er endnu bedre til at slæbe rovet 😉

Træspatler

Det er vist ikke nogen overraskelse at jeg nyyyyder mad, og at jeg nyder at lave den. Ud over råvarerne så bidrager gode redskaber i høj grad til fornøjelsen – og det er lige der dagens første indkøb kommer i spil. 3 håndlavede træspatler af det smukkeste, silkeglatte frugttræ. De er i forskellige bredder, og så er de ganske tynde. Jeg glæder mig bare til at bruge dem – også selvom de ikke tåler at komme i opvaskemaskine, og det er ellers et – næsten – ufravigeligt krav for at komme i betragtning til at komme ind i mit køkken. Spatlerne er importeret af Nature by Hand.

Sherry

BTB

BTB

Nej – nej, sherry er ikke kun for gamle damer, selvom jeg kampnyder det. Tør sherry til mad eller endnu bedre sød, fed sherry helt alene, jeg er STOR fan. Mine favoritter er helt klart “rosinvinene” af Pedro Ximenez-druer. De blev nu ellers fint udfordret af en kastanjelikør fra BTB, som jeg ærligt talt fortryder, at jeg ikke også købte. I det hele taget var der rigtig meget skøn spiritus, især i form af rom, på denne messe.

Nødder

Nødder fra Nøddebazaren

Nødder fra Nøddebazaren

Der er flere importører af nødder og tørret frugt med på messen, og heldigvis bliver der generelt lagt mere vægt på kvalitet end kvantitet. Det gør sig i høj grad gældende for de ristede hasselnødder fra Piemonte, pecannødder fra Mexico og marcona mandler fra Spanien, som bare er nogle af de nødder, som folkene bag  Nøddebazaren importerer. De smager bare fantastisk, de er økologiske og pakket i bæredygtig emballage. Men som de selv skriver: Du kan endda spise æsken, hvis du har lyst – men vores nødder smager nok bedre….. Jeg holder mig til nødderne 🙂

Chokolade

Social Foodies

Social Foodies

Hvis det var mig, der skulle lave en madpyramide, så ville chokolade helt klart skulle være i bunden, dvs som en basisfødevare. Og så er det da skønt, når et firma som Social Foodies er kommet på banen. Deres fokus er både på velsmag og innovation OG på socialt ansvar og bæredygtighed. Nu behøver jeg generelt ikke en undskyldning for at gufle chokolade i mig, men det er da en vind-vind, når min hverdagsluksus også bidrager til, at andre mennesker, der er mindre heldige end jeg, får mulighed for at arbejde og skabe sig et levebrød.

Olivenolie

Olivenolie er som vin – den findes med uendeligt mange smage lige fra de blide til de kraftige – næsten dominerende. Her havde Christina Mørk fra Olive Oil Cph stillet sine dejlige olier op efter smagestyrke, mums. Så var det bare at smage sig frem. Jeg kom hjem med to olier: En som er blid og grøn i smagen, og én som er kraftigt olivensmagende. Den sidste blev brugt til aftenens pasta, inden den blev toppet med parmesan. Så simpelt og så godt: Friskkogt pasta, olivenolie, friskkværket peber og parmesan.

Ost

 

Parmesan

Parmesan

Glem alt om færdigrevet salmiaklugtende pulveriseret “parmesan” på pose  og sæt i stedet tænderne i et stykke 36 måneders nøddeagtig parmesan med den helt rigtige grad af tørhed og salt. Den kan spises på en million måder, men mine favoritter er enten som snack sammen med et godt glas vin og måske lidt oliven eller som friskrevet i riiiiigelige mængder over friskkogt pasta. – Og det var lige sådan, at vi spiste den til aften.

Friskrevet parmesan

Friskrevet parmesan

Dagens parmesanpusher var Marcello Passalia, som ellers slår sine folder i Århus.

Og så var der lakrids

Lakridslikør, lakrids sammen med chokolade og så bare lakrids helt alene men alligevel med et tvist. Jeg er vild med lakrids, og så var der et mærke, som jeg aldrig har smagt, selvom de faktisk ligger lige i nabolaget: Bagsværd Lakrids. Deres lakrids sælges i bløde plader, som man selv skærer ud, og selvfølgeligt findes de i flere varianter. Jeg endte med at købe noget med ingefær og noget med chili. Begge er himmelske, og den med chili er HOT som ingen anden chililakrids, jeg tidligere har smagt.

Og alt det andet

Mens jeg sad og skrev på dette opslag, gik det op for mig, at det vist ikke blev til så meget DESIGN eller BOLIG men mere MAD, der har fyldt for mig.

Og så har jeg ikke engang fået skrevet om en brøkdel af alt det sjove, dejlige og finurlige. Som f. eks. Rugkoppen fra Danish Rye & More, om sparkling tea fra Copenhagen Sparkling Tea Company, om de hjemmegroede krydderurter og spirer fra tiny gardens, om alle kafferne, som jeg elsker duften af, men i virkeligheden sjældent kan lide at drikke. Og jeg har slet ikke fået skrevet om de smukke og helt unikke serveringsbrædder fra NORRDECO. Jeg tog billeder af dem, men der er bare ikke nogen billeder, som rigtigt kan vise, hvor fine de er – ikke engang billederne på deres egen hjemmeside. De skal mærkes og opleves 😉

Der sneg sig forresten også nogle franske håndsæber ned i en af poserne. Sådan nogle firkantede nogen, som ellers kan købes på et hvert marked i Provence, som dufter af lavendler på en varm sommerdag.

Måske har du også lyst til at læse med her

Du er meget velkommen til at skrive en kommentar.

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *